Forår, volume 50

Netop

 da jeg i dag trådte ind i min have med indkøbsposer fulde af forårets løgplanter, virkede loven om tiltrækning. Formiddagens skydække forsvandt og solen sendte sine varme stråler mod den kolde jord. Akkurat med den intensitet, som naturen ikke modstår uforandret.    

Vi slog os ned på havebænken, løgplanterne og jeg. Sådan sad vi og strakte hals mod solen og fik lige så stille varmen,

 efter den lange, lange vinter.  

 

Uro i metermål

Jeg har fridag. Ind imellem arbejder jeg i weekenden, når andre holder fri. Det indebærer omvendt, at jeg har fri en hverdag, når andre arbejder. Sådan er det i dag. Det er min søndag. At vågne stille og efter mit eget indre ur - jeg er til det. Mens jeg spiser morgenmad, lægger jeg planer. Jeg beslutter mig for en osetur til nærmeste by. Blandt andet fordi jeg har lyst til at lave en uro. En der snurre og drejer, når en luftstrøm kommer gennem rummet. En der minder os om, at foråret er lige om hjørnet. I Panduro finder jeg en art hullemaskine, som kan trykke blomster. Den må jeg have. Jeg køber også en rulle tyk neonorange sytråd, som jeg efterfølgende syr dem sammen med (syr i midten af hver blomst, som havde det været en knap). Den er nu hængt op og jeg kan mærke, at den er som endnu en lille forårsbebuder. 

Den er allerede min ven.    

     

Ikke længe og så alligevel

Man kan altid finde noget at fejre. Noget at være glad over og råbe hurra for. I dag fejrer jeg, at min blog (i sin nuværende form) har 1 måneds fødselsdag. Ikke længe, men nok til at opdage, at det er sjovt at blogge. At være chef for både journalistik, grafik og redaktion, det passer mig åbenbart godt. Vi har haft en del interne diskussioner om form og indhold, men efterhånden er vi vist kommet overens(...) Og så er det berigende, at være med cyberspace på gennemrejse hos jer. At følge lidt med i, hvad I er optaget af i jeres tilværelse. At blogge, er en interessant opdagelse af, hvordan nutidens ansigtsløse forbindelser, fungerer. At venlighed, opmuntring og støttende kontakt kan opstå, uden anden baggrund end det skrevne ord og måske lidt billeder. Det giver håb og det kigger jeg altid efter.

Jeg vil gerne sige tak til dig, der ind imellem lægger din vej forbi min blog. Jeg bliver altid glad når du skriver et par ord, men også når jeg blot ser dig i mine besøgstal. Jeg håber, at du også i fremtiden har lyst til at kigge indenfor.

Smil og vinke

og med hilsner fra hele redaktionen

Mette

At finde ro og gå i tomgang

Jeg har en lille en-mands-fest, her i mit sofahjørne. Det er strikketøjet, der dagligt byder mig op til sin helt egen form for dans. Det lokker og kalder og jeg overgiver mig let. Til blødhed og afslapning, til varm drik i yndlingskoppen. Straks jeg sidder der, sætter mine hænder og tanker i ivrig bevægelse. Det er så befordrende for tankens frie vandring, at sidde med et strikketøj. Jeg lever mit liv forlæns. Men jeg har også brug for at se mig over skulderen og genopleve det som var, i tilbageblik. At vende livets indtryk og gøre det til bevist erfaring og indsigt. Med strikketøjet i mine hænder, får jeg reflekteret, skilt ud og skilt fra. Får øje på alt det, jeg skal bære videre.

Måske du en dag ser et halstørklæde, arrangeret omkring en hals for at glæde og varme. Så kanske det er mig - og du vil vide, at mit strik er fyldt af små finurlige historier, strikket med ind i hver en maske og pind. Men hvilke, vil det som en trofast ven, aldrig nævne højt.
Det forbliver mellem dét og mig.

 

Her er så stille fordi jeg strikker

Mens vi (stadig) venter

Jeg kan godt lide at markere en årstid, at fejre den. Med små signaler i boligen. Eller i påklædningen. I dag da jeg købte ind, faldt mit blik på dette garn. Straks blev jeg forårsstemt og tænkte, at det kunne der blive et fint halstørklæde ud af. Med glade striber, i metermål derudaf. Strikket løst, på tykke pinde. Mens jeg ventede på at betale, så jeg allerede mig selv gå i den lysegrønne skov, klædt på i striktrøje og med stribet strik om halsen. Manner, det så godt ud!  

Når skoven er klar med sit forårsskrud, er jeg det også.

Nu, går jeg i gang,

nu...

    

Hvis jeg var en blomst...

... så ville jeg være en hyacint. 

Stå dér midt i den mennesketomme stue, nyde stilheden og bare være til. Jeg ville sludre lidt med de hvide perleløg, ved siden af. Bare sådan sagte og indforstået om vind og vejr - og lidt om bier, som vi havde hørt om, men aldrig set. Jeg ville nok kigge ud i haven og jeg ville diskutere med mig selv, om jeg mest ønskede at være her eller dér. Jeg ville nå frem til, at det hele er bedst som det er, og således afklaret, ville jeg strutte af friskhed og være til glæde for enhver.       

  

 Ak, ja, men jeg er jo bare mig
- med 2 ben at gå på, tusind gøremål og halvflad energi. 

En hyacint, måske en anden dag...

Mens vi venter...

Engang boede jeg, hvor solen altid skinner. Det var rart. Alligevel har jeg aldrig været mere glad for årstiderne, end efter jeg kom hjem igen. Det er så magisk, med denne skiften af vejr og vind. Mest forundret er jeg, i begyndelsen af en ny sæson. Mens man endnu vækkes af de hundredevis af sanseindtryk, der møder en.

 Senere bliver mit sind ligesom  sløret og jeg tager det hele som en selvfølgelighed. Men det sker sædvanligvis først, når hele sceneriet skal til at skifte, på ny. Det er dér jeg er nu. Jeg er parat. Til et årstids skifte. Til forår. Efter vinterens dvale, har jeg brug for at se naturen spire og gro. Og hvor herligt, at man kan hjælpe det til at ske, lidt før det egentlig gør, 

- lige her på mit bord.