Man kan altid finde noget at fejre. Noget at være glad over og råbe hurra for. I dag fejrer jeg, at min blog (i sin nuværende form) har 1 måneds fødselsdag. Ikke længe, men nok til at opdage, at det er sjovt at blogge. At være chef for både journalistik, grafik og redaktion, det passer mig åbenbart godt. Vi har haft en del interne diskussioner om form og indhold, men efterhånden er vi vist kommet overens(...) Og så er det berigende, at være med cyberspace på gennemrejse hos jer. At følge lidt med i, hvad I er optaget af i jeres tilværelse. At blogge, er en interessant opdagelse af, hvordan nutidens ansigtsløse forbindelser, fungerer. At venlighed, opmuntring og støttende kontakt kan opstå, uden anden baggrund end det skrevne ord og måske lidt billeder. Det giver håb og det kigger jeg altid efter.
Jeg vil gerne sige tak til dig, der ind imellem lægger din vej forbi min blog. Jeg bliver altid glad når du skriver et par ord, men også når jeg blot ser dig i mine besøgstal. Jeg håber, at du også i fremtiden har lyst til at kigge indenfor.
Smil og vinke
og med hilsner fra hele redaktionen
Mette