Du søde maj

Jeg har altid elsket blomster. Utallige er de buketter jeg har købt og sammensat, og dem jeg har plukket mig til. De giver liv og skønhed til rummene. De fanger konstant mine øjne. Og så minder de mig om livsprocessen. Den der gælder for alt levende. Alting har sin tid.

Når jeg ser en ny årstid blomstre, får syn og duft mig til at huske. Som nu for eksempel med liljekonvallerne. Mine bedsteforældre havde dem ved deres sommerhus i Buresø. Dér på terrassens skyggefulde langside, gemte de små klokker sig mellem de dominerende blade. Når vi sad på stolene med de storblomstrede hynder og spiste mad på voksdug med frynser, kunne vi se dem. Og dufte dem.

Liljekonvallerne hjælper mig til at tidsfæstne hvornår på året, mine erindringer fandt sted. Var det sommer? Næ, det var selvfølgelig her i maj. Der hvor liljekonvallerne altid blomstre!  

Dengang blev de ikke sat i vase, de stod jo lige dér.Det gør mine og jeg nyder dem her på mit skrivebord. 

 

Lykkebo

Min hverdag er god. Jeg er heldig. Alligevel kommer jeg tit til at drømme og længtes. Mod den store dybe fred, væk fra al verdens larm og aktivitet. Hvor tiden er min egen og nydelse gerne må fylde det hele. Så er det Sverige der kalder...

 

Vi tager færgen over sundet og kører stik øst. Lige ved det blomstrende æbletræ, drejer vi skarpt til venstre og så er vi næsten fremme. Det ligger dér på bakketoppen, vores Lykkebo. Det er her i den frodige svenske natur, at vores liv forvandles. Larmen fra al det komplicerede, forstummer. I stedet bliver det hele overskueligt. Enkelt og basalt. Det eneste vi kan høre er vores egne tanker og samtalerne vi har med hinanden. Og så fuglene i trætoppene. Det kan vi lide.     

                 Vi elsker det.
                      

            

Det begyndte med en hvisken

                                   

En dag fandt jeg en pude.

Den lå og gjorde sig fin i en butik. Med sit enkle mønster og skønne farver, blev jeg straks forelsket i den.

Hvor er du fin, sagde jeg til den. Desværre skal du ikke med mig hjem. Jeg har så rigeligt af din slags derhjemme. 

Idet jeg vendte mig om for at gå videre, hviskede den: Bare vent, du kommer tilbage!

Og den fik ret.

 

Sådan begyndte det. En nyindkøbt pude blev sat i en kurvestol.

Så kiggede jeg på væggen bag stolen og tænkte, at det ville klæde hele hjørnet, om der hang nogle billeder.

Men hvilke, for nu skulle farverne jo passe til puden? 

Så kom idéen om, at forstørre pudens mønster og male det op på lærred. Jeg fik tegnet cirkler og blandet mig frem til de rette nuancer.

Resultatet...

Det glæder jeg mig fortsat over.

  

En forårs vasker

Om morgenen, når jeg fortravlet åbner min hoveddør, står en ven derude og ønsker mig godmorgen. Den vipper muntert med sine lange grene og strækker sig i alle retninger. Den har blanke mørkegrønne blade og småbitte blomster, der samler sig i klynger som hvide snebolde. Men duften, det er så afgjort, dens største trumf. Der er en stiltiende aftale af indforstået hilsepligt, mellem den og min næse. 

Det meste af et år har min velduftende ven været undervejs med sine hvide skønheder. Ventet på, at milde temperaturer kaldte dem frem. Ikke for tidligt, ikke for sent. Og så en morgen: miraklet er sket! Fjorten gyldne dage, skabt for at glæde...

 

Nogen bliver født i en krybbe, andre i et lavendelbed

Mens jeg forleden sad i min have, sådan på den sammenkrøllede måde, og klippede sidste års lavendler ned, kom lysten til at opstarte en blog. Gennem det sidste års tid, har jeg haft gode oplevelser, når jeg har været på rejse her i blog land. Sikken en inspirationsbowle, af gejst og evner! 

Jeg formoder, at de fleste indehavere af en blog, motiveres af et personligt behov for at skrive, dele og udveksle. På tværs af bygrænser, landsdele og sågar lande. Og måske også af den iboende mulighed for, en pause... En mulighed, for at vegetere og fordøje livets indtryk. Det kan jeg godt se muligheder i!

MedVenligHilsen

Mette