Grundloven, tillykke med den

Grundlovsmøde. Jeg har aldrig været til et. Oprigtig talt, så har dagens anledning, aldrig rigtig optaget mig. Indtil i år. De arabiske befolkningers kamp for demokrati, har fået mig til at forstå. At det vi har haft i nu 163 år, det slås de for. Om så det gælder døden. Jeg har fortsat mit første grundlovsmøde til gode.  Det skulle heller ikke blive i år.

Til gengæld gik vi en tur, min mand og jeg. Og plukkede de herligste lupiner. De stod og svajede på en bakketop og havde en prægtig udsigt over vores by.   Kanske vi senere vil sidde her ved bordet og holde små rørstrømske grundlovstaler. Til hinanden. Under lupinerne.

Hurra for vores grundlov. Må verden derude få, hvad de kæmper for.  

   

     

Et dyrbart eje

På et tidspunkt gav vores datter os en gave. En til sin Far og en til mig. De var indpakket i smukt papir med krøllet bånd. I båndet var fastgjort et billede. I stedet for vores navne, havde hun tegnet symboler, som repræsenterer os hver især.

Da gaverne var pakket ud, blev tegningerne sad midlertidigt op. Nu er de kommet i glas og ramme og skal have en plads på stuevæggen. Som en del af en større billedeserie. Jeg elsker de billeder og bliver så rørt og stolt, når jeg ser dem.

 

 Jeg ved, at vi ALTID vil gemme dem. De er værdifulde, på den helt, helt ubetalelige måde. 

Egenomsorg

I dag har jeg fridag. 

Jeg giver pokker i pligter og praktiske gøremål. I dag må jeg lande i mig selv. Gør noget der er roligt. Og sjovt, på den opbyggelige måde. På sådan en dag, er jeg bedsteven med mit kamera. Sammen skal vi på tur. Ud i det blå, mens mine ben bærer mig afsted. Imens vil mine øjne søge. Efter fine detaljer. I det store helhedsbillede. Sådan lader jeg op. I ren optagethed og selvforglemmelse.