Om morgenen, når jeg fortravlet åbner min hoveddør, står en ven derude og ønsker mig godmorgen. Den vipper muntert med sine lange grene og strækker sig i alle retninger. Den har blanke mørkegrønne blade og småbitte blomster, der samler sig i klynger som hvide snebolde. Men duften, det er så afgjort, dens største trumf. Der er en stiltiende aftale af indforstået hilsepligt, mellem den og min næse.
Det meste af et år har min velduftende ven været undervejs med sine hvide skønheder. Ventet på, at milde temperaturer kaldte dem frem. Ikke for tidligt, ikke for sent. Og så en morgen: miraklet er sket! Fjorten gyldne dage, skabt for at glæde...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Du kan altid kommentere et indlæg - om du følger bloggen eller blot kom forbi.
Sådan gør du:
1. Skriv din kommentar i feltet ovenfor.
2. Vælg en identitet f.eks. "Anonym"
3. Tryk på "Udgiv din kommentar"
Det er så let - og jeg bliver så glad :-)
Ældre indlæg